Sådan beskytter du småfugle imod kvælning i jordbærbeddet

Profilbillede
dato

Har du et jordbærbed i haven? Lige nu begynder de første jordbær at modnes i haven, og smagen af røde, nyplukkede jordbær er en himmerigsmundfuld, som får de fleste af os til at kappes om at plukke løs. Og bærrene tiltrækker også småfuglene, som elsker at spise et saftigt jordbær. 

Mange af os vælger naturligt nok at beskytte jordbærrene imod fuglene, som hurtigt kan guffe sig igennem et bed. Men desværre er der nogle net, som er farlige for fugle. 

Det er f.eks. de grønne fuglenet, som sælges i byggemarkeder og kædebutikker. Fuglen fanges i det grønne net, som er svært at se for fuglen. Fuglen går i panik og vikler sig mere og mere ind i nettet. Til sidst er den helt fanget, og lider en smertefuld død af stress, sult og tørst. 

Heldigvis kan du beskytte fuglene imod en smertefuld død og samtidig beholde dine jordbær. Der er forskellige sikre løsninger. Du kan købe et fintmasket bionet på en planteskole, eller et billigt netgardin, f.eks i stofbutikker eller IKEA. Maskerne er mikroskopiske, og fuglen kan ikke komme ind til bærrene, eller risikere at blive viklet ind i det.  

Det er vigtigt at nettet er stramt, så fuglen ikke fanges i det. Lav nogle buer, som nettet lægges over - så er det også nemt at komme til at plukke bærrene. Du kan f.eks. købe nogle bøjelige elektrikerrør i byggemarkedet, som kan stikkes ned i buer over bedet. 

Der skal bruges ca. 1 elektrikerrør pr. meter bed. Læg derefter nettet over buerne. Du kan placere sten i bunden af nettet, så det ikke blæser op. 

Rigtig god fornøjelse med dine jordbær. 

Kilde: Redaktionen