Nu kan du dykke ned i Nibes lokale folkeminder og sagn, mens du tager på tur i Nibe. Nordjyske Museer har udgivet en guide med gamle sagn fra Nibe, Sejlflod og Hals, som kan bruges som turguide i det nordjyske landskab.
I de gamle sagn fra byerne florerer der spøgelser, bjergfolk, havfruer og andre magiske og overnaturlige væsner, som holder til på eksakte steder, som kan besøges via guiden.
I Aalborg Kommune er der hundredevis af gamle sagn, myter og folkeminder. Hals Arkiv, Lokalhistorisk Forening For Tidligere Sejlflod Kommune og Nibe Museum og Arkiv er gået sammen med Nordjyske Museer for at få historierne frem i lyset.
Sagnet om den Røde Smedje i Nibe er f.eks. fyldt med trolderi, og indledes sådan:
“I Nibe lå engang en kro med navnet Den Røde Smedje på højre hånd ved vejen mod Vokslev. En aften var der kortspil i kroen, og da en fremmed kom ind, blev han inviteret med i spillet. Der blev spillet voldsomt, og på et tidspunkt blev der tabt et kort på gulvet. Da kortspillerne bøjede sig ned efter kortet, kunne de se, at den fremmede havde kløer ud af støvlerne, og at det var Fanden selv, de spillede kort med.”
Nordjyske Museer: Spøgelser og mystiske væsner. Nibe-området
Sådan starter historien om Fanden, der spiller kort i Den Røde Smedje, som lå på Hobrovej 2 i Nibe. Hvis du har fået lyst til at gå på spøgelsesjagt og genoplive de gamle sagn i Nibe, så kan Nordjyskes Museers guide hentes her: Sagn og myter