Bliver du i Nordjylland og holder sommerferie, så læs med her. Der er masser at opleve i din nabokommune. Vi har samlet tre gode bud på gratis oplevelser tæt på dig.
Aalestrup: En velduftende oplevelse
Elsker du duften af friske roser og gåture i naturen? I Den Jydske Rosenpark i Aalestrup er der over 15.000 forskellige roser at dufte til. Parken ligger i flotte omgivelser ned mod Simested Å, og byder desuden på fine gamle træer, staudebede og krydderurter.
Pak en madkurv og nyd en sommerdag omgivet af farverig flora. Du kan også se, om du kan spotte en af de påfugle, som bor i parken. Du kan overnatte i en af parkens shelters, hvis en enkelt dag ikke er nok.
Ertebølle: På tur gennem historien
Vidste du, at Himmerland var hjem for stenalderens sidste jægere og samlere? Ved Ertebølle kan du gå på opdagelse i fortidsmenneskets levemåde, som har fået navnet Ertebøllekulturen. De gamle klinter er også et besøg værd, hvis du er optaget af jordens geologi og naturhistorie.
Tag på opdagelse i Danmarks fortid og se, om du kan finde fossiler og levn. Du kan tage et dyp ved Ertebølle Strand, når du er udmattet efter en lang dag i arkæologiens tegn.
Find flere informationer om din tur gennem Danmarkshistorien her.
Aars: En Per Kirke-by
Hvis du er endt i Aars, er du kommet til Vesthimmerlands hovedby. Byen er kendt for sin tilknytning til kunstneren Per Kirkeby, hvis kreationer præger arkitekturen i bybilledet. Tag på en kunstnerisk byvandring, og se om du kan spotte de flotte skulpturer og murværker.
Aars er desuden en spændende handels- og kulturby. Byen huser diverse museer og handelsdestinationer, men er også kun et stenkast fra gode naturoplevelser i det bakkede morænelandskab.
På byens egen hjemmeside kan du holde dig opdateret over events og oplevelser i sommerferien.