EM i fodbold er altså bare en tand mere festlig, når du kan se kampen sammen med andre. Og i Nibe fortsætter man det hyggelige initiativ med at vise EM på storskærm.
Det er mandag d. 21. juni, at 199 deltagere kan heppe på Danmark imod Rusland på Torvet i Nibe. Det er Nibe Handelsforening, der byder velkommen til arrangementet på Torvet foran Julins Café Bedste i Nibe.
Hele området hegnes ind, og der er gratis entré, men der skal forudbestilles billet på Nibe Boldklubs hjemmeside. Du kan bestille gratis billetter her. Gyldigt coronapas skal fremvises.
Kamptidspunktet er kl. 21.00, og dørene åbnes kl. 17.30.
Da Danmark-Finland spillede kampen, vi nok aldrig kommer til at glemme, var det en noget anderledes stemning, der bredte sig på torvet i Nibe, mens alle håbede på det bedste for Christian Eriksen.
Nu er Christian Eriksen heldigvis i bedring, og det danske landshold er klar til at gå i clinch med Rusland.
Ifølge TV2´s fodboldredaktør Carsten Werge kan det dog blive en svær opgave for det danske hold at vinde kampen. Det kræver f.eks. større skarphed mht. at afslutte foran målet. Publikums opbakning har også stor betydning. Psykologisk er det ikke nemt at vide, at de andre i gruppen “bare” skal have uafgjort for at komme videre. Så publikum har afgørende betydning for det danske hold, som i den grad fortjener at komme videre i EM.