Nyt fra Nibe i politiets døgnrapport

Profilbillede

Nibe er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Genkender du stemmen eller gangarten på røver? Så kontakt politiet

Nordjyllands Politi leder efter en ukendt og maskeret gerningsmand, som har begået to røverier - i henholdsvis Nibe og Aalborg Øst - i marts måned.
Læs mere på politi.dk

 

Svoldrup – motorcykel stjålet fra garage

I Svoldrup blev en gammel skydeport i træ rykket op natten til fredag, hvorefter en blå Yamaha motorcykel med registreringsnummer BX57384 blev stjålet. 

 

Sæby – drægtig kvie stjålet

På Understedvej i Sæby er en 18 måneder gammel, drægtig kvie blevet stjålet fra en kvægstald. Kvien er brun med hvide aftegninger i hovedet, ca. 10 cm lange horn og øremærket CHR 21433 nr. 00258.
Tyveriet er sket mellem torsdag kl. 17:00 og fredag kl. 8:00. Har man bemærket en dyretransport eller noget mistænkeligt på Understedvej i dette tidsrum, bedes man henvende sig til Nordjyllands Politi på telefon 114.

 

Aabybro – tyveri af dieselolie

 På Skovlundvej i Aabybro er der natten til fredag forsvundet mellem 500 og 1000 liter dieselolie fra en tank, der stod placeret i en aflåst maskinhal. Der er blevet sikret spor fra stedet, men Nordjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set mistænkelig færden i området omkring Skovlundvej.

Thise – fund af våben

Nogle gange får man ekstra med i handlen, når man køber hus. I Thise var det en lille håndfuld våben, som dukkede op i forbindelse med oprydningen af et hus. Arsenalet bestod af to startpistoler, en US Carabin og en Luger p08.

 

Fjerritslev – knallertfører gav politiet baghjul

Fredag aften fik en 19 år gammel knallertfører konfiskeret sit køretøj, efter utallige færdselsovertrædelser. Der blev blandt andet kørt uden styrthjelm, på baghjul og generelt blev politiets anvisninger ikke fulgt. Den grundigt forarbejdede knallert, med afslebet stelnummer, blev bragt til Hjørring Synshal med henblik på undersøgelse for fejl og mangler.

Hjørring – rygetrængende indbrudstyv

Sent fredag aften knuste en gerningsmand facaderuden til Hjørring Vin & Tobak på Østergade med et bat eller en mukkert, hvorefter gerningsmanden stak afsted med syv Zippo lightere og ca. 15 piber. 
En videoovervågning har filmet manden, der var iført hættetrøje og camouflagebukser, da han gik tværs over Østergade til indkørslen mellem Danske Bank og Fjerrenseriet.
Har man set manden fredag aften i området omkring Østergade, bedes man henvende sig til Nordjyllands Politi på telefon 114.

 

Støvring – Bilist kørte af vejen og ramte parkeret bil

En 26-årig bilist kom lørdag, kort efter midnat, på afveje, da bilen ramte en kantsten i rundkørslen Hobrovej/Mosbækalle. Bilen fortsatte langs græsplænen og ramte en parkeret personbil på Ledvogtervej.
Der var en spirituspromille på over det tilladte, og en blodprøve blev udtaget.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi