Nibe er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Narkopåvirket bilist i stjålet bil
Natten til tirsdag kl. 0023 blev der observeret en bil på Hæsumvej i Støvring. Patruljen besluttede sig for at lave en rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet. Det skulle vise sig, at være en ganske god ide. Som en indledning kunne føreren ikke rigtig fremvise noget kørekort, da han ikke måtte køre bil. Der blev foretaget en narkotest på stedet, og den gav udslag for amfetamin. Sidst men ikke mindst havde føreren af køretøjet taget bilen uden at få lov af ejeren. Det kaldes brugstyveri, og selvfølgelig ikke lovligt.
Indbrud i kontor
Klokken 0156, natten til tirsdag, blev der lavet indbrud i et kontor på Stenbukken i Aalborg SV. Gerningsmanden havde skaffet sig adgang til stedet ved at bryde kontorets hoveddør op. Inde fra kontoret var der stjålet fire lamper. Patruljen der kom til stedet, optog DNA skrab. Dette skal anvendes i den videre efterforskning af indbruddet.
Færdselsuheld
Mandag eftermiddag kl. 1733 skete der et færdselsuheld på Hobrovej i Vokslev ved Nibe. Føreren af en personbil kørte ad Hobrovej i nordvestlig retning, da han pludselig fik et ildebefindende. Bilen kørte af vejen ud mod højre og fortsatte 100 meter ind på en mark, hvor den standsede i et læhegn. Føreren slap uskadt fra uheldet, og der opstod udelukkende materiel skade på køretøjet. Føreren blev bragt til Aalborg Universitets Hospital til nærmere undersøgelse.