Mindeord - Poul Dahlstrøm

dato

Poul Dahlstrøm

1. maj 1940 - 21. juni 2022

Indsendt af: Leif Møller

Mindeord:

Lions Klub Nibe har i sidste uge mistet et mangeårigt og afholdt medlem. Poul Dahlstrøm var klubbens sidste levende chartermedlem, og han har i alle årene siden 1974 deltaget flittigt i klubbens møder og aktiviteter. Mange husker nok Poul fra sildemarkederne, hvor han i den karakteristiske blå anorak var sælger af fisk fra lionsklubbens sildegig. Poul var god til at skabe sociale kontakter, hvilket især kom klubben til gode i alle de år, hvor vi havde udveksling med venskabsklubben i Sverige. Birgit og Poul opnåede et personligt venskab med et svensk par, og de blev således i mange år vores kontakt til vennerne "hinsidan". Da Poul blev pensioneret, blev han medlem af seniorudvalget og var her igennem klubbens kontakt til udgivelse af Barn af Himmerland. Senere var han i udvalget et skattet og aktivt medlem i de opgaver, som udvalget forestår. I afslappede stunder var der ingen som Poul, der kunne underholde med beretninger fra det gamle Nibe, og hans hukommelse for datidens indbyggeres øgenavne var uudtømmelig. Når Poul var i det hjørne og fortalte om oprindelsen for de mange tilnavne, var der ikke et øje tørt. Poul Dahlstrøm vil blive savnet i klubben, hvor han altid var fortaler for en respektfuld omgangstone og fastholdelse af hævdvundne traditioner i klubbens funktioner både udad og indad til. Æret være Poul Dahlstrøms minde. På Lions Klub Nibes vegne Leif Møller


Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.

Se seneste dødsannoncer i Nibe
Kilde: Brugerindhold