Lad havesæsonen begynde

Profilbillede
dato

Det er forår, og blomster og planter vågner op til dåd. Vi gør dig derfor klar til alt fra køkkenhave til bekæmpelse af mos og beskæring af roser.

Foråret er fremme, og det betyder også, at havesæsonen for alvor går i gang. Planter har bedst af at blive plantet eller flyttet i efteråret eller foråret, da jorden er hverken er våd og tung eller knastør. 

Der er naturligvis forskel på forskellige blomster, og hvornår de skal plantes. Løvfælgende træer og buske, der smider blade over vinteren, kan du sagtens tage fat i marts. De skal nemlig udplantes i perioden november til april. 

Når nattefrosten er væk, er det også nu du så småt kan begynde at beskære dine roser. Du kan begynde i foråret at forme dem efter, hvordan du ønsker de skal se ud. Klipper du dem eksempelvis hårdt tilbage får de få, men store blomster. 

Husk, at vande og gøde dem godt i foråret, det gør dem modstandsdygtige overfor svampesygdomme og skadedyr. 

Fuglefrø kan være løsningen på dit mosproblem

I foråret skal græsset slås for første gang, men hvornår er det lige man må slå det? Vejret er afgørende, og normalt er det i starten af april, men vejret er varmere end normalt. Græsset må slås, når det er begyndt at gro og det gør det, når jordtemperatur er 7-8 grader. 

Græsset skal samtidig være 6-8 cm. højt, svarende til en tændstikæske på højkant. Når græsset over det, kan du slå det. Græsset må ikke klippes ned til under 4 cm., det kan nemlig svække græsroden og give ukrudt og mos bedre levevilkår. 

Mos er desværre en kending for mange, og foråret er en god tid at luge ud. En tur med riven kan gøre meget, men er man meget plaget af mos, kan det måske betale sig at investere i en mosfjerner. Er mos et tilbagevende problem, kan man give græsplænen en omgang kalk. 

En anden metode, er at drysse kanariefuglefrø på de mosramte områder. Det får fuglene i nabolaget til at aflægge besøg, og specielt solsortene vil skrabe i mosset for at finde frøene og dermed løsne mosset.

Gør klar til køkkenhaven

Med undtagelse af spinat og rucola, er det stadig for tidligt at så i køkkenhaven. Tidligt på sæsonen, kan du i stedet forberede haven, så du er klar, når jorden er varm nok til dine grøntsagsfrø. 

Du kan eksempelvis lægge kompost på jorden. Det skal gøres senest nogle uger før du skal så, så her er det fint at være i god tid, da det ellers kan hæmme frøenes evne til at spire. Forspiring af kartofler er muligt fra begyndelse af marts, og sætter du et par glasklokker eller lerpotter over rabarberplanterne kan du drive dem hurtigere frem. Tit kan de første rabarber høstes fra slut marts, og husk at gøde planterne godt med eksempelvis naturgødning eller kompost. 

Det er også i det tidlige forår, hvor man bør indhegne sin køkkenhave og beskytte den mod dræbersnegle. Når temperaturen rammer omkring de 10 grader, begynder dræbersneglene at komme igen. Det er lettest at bekæmpe dem tidligt på foråret, hvor der er færre af dem. Sørg for at indsamle snegleæggene. Her er en guide til den letteste måde, at bekæmpe dræbersnegle på. 

Kilde: Bolius og Kasvi