I morgen melder midsommeren sin ankomst, og det skal fejres med bål, livemusik, hyggeligt samvær og båltale i smukke omgivelser på Nibe Havn.
Alle er velkomne d. 23. juni til Sankt Hans på bålpladsen bag Nibe Bryghus, arrangementet foregår fra kl. 19.30 - 21.30.
Der er båltale fra festivalleder for Nibe Festival, Peter Møller Madsen, som lover, at det bliver en anderledes båltale med udgangspunkt i behovet for lokale fællesskaber og nærvær.
I år er Sankt Hans ekstra særlig, fordi vi fejrer den danske midsommer i en virkelighed, der åbner mere og mere op efter corona. I Nibe kan man mødes igen og fejre den lokale identitet, der binder lokalsamfundet sammen.
Nibe Bryghus sørger for øl og sodavand, stort bål, og har inviteret “Folk Fellows”, Nibes lokale live band, til at ramme hele fejringen ind med god livemusik. Bandet spiller til Midsommervisen og fortsætter derefter tonerne, mens man kan nyde bålet og sommernatten, der sænker sig over Limfjorden.
Alle er velkomne til Sankt Hans, og der er ikke krav om forevisning af coronapas. Arrangørerne oplyser, at ifølge sundhedsmyndighederne er Sankt Hans-fejringerne landet over ikke underlagt krav om coronapas, dog skal begrænsningen på max 500 personer i hver sektion overholdes, og der opfordres til at holde lidt afstand.