4 tips til et sjovere og nemmere maleprojekt derhjemme

Profilbillede
dato

Skal I have frisket hjemmet op med ny maling i sommerferien? Hvis væggene er begyndt at se lidt slidte ud, er det altid rart at få malet nyt. 

Sommerferien er et perfekt tidspunkt, fordi I kan få malet i ro og mag. Det er samtidig også et projekt, der kan kræve mere tid og kræfter end man lige regnede med. Hvordan kan man egentlig få malet, uden at det bliver alt for surt? 

Her får du 4 tips til et nemmere og sjovere maleprojekt:

Inspiration

Hvis du savner ideer til farven på væggene, er Pinterest og Instagram gode medier. Du kan f.eks. besøge Jotun på Instagram, firmaet er flittige til at vise fine inspirationsbilleder af rum med forskellige farvekombinationer. Lige meget om du er til hvide, kølige vægge, støvede farver eller mere dybe farver, så er der masser af inspiration at hente på de to sociale medier. 

Brug farvekort istedet for farveprøver

Et godt trick til at teste forskellige farver er at købe store farvekort i samme farve, og hænge dem på væggen. Det er meget nemmere end at skulle igang med at male på væggen med en farveprøve - som også er dyr. Du kan spørge i malerbutikken, om de vil tage farvekort retur. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis papiret ser pænt ud.  

Kig på farvekortet i løbet af dagen

Når du har sat farvekortet op, så læg mærke til hvordan farven ser ud i løbet af dagen. Farven ændrer nemlig karakter, i takt med at lyset skifter. Du vil kunne se, om farven fungerer på varierende tidspunkter, og om den skaber det udtryk, som du ønsker.

Det er meget sjovere at male uden malertape

Vidste du, at hvis du har en rolig hånd, så kan du male kanter uden at skulle mase med at sætte malertape op? Den er god nok, med de rigtige pensler (f.eks. en rund, lille af slagsen) og en klud til at tørre pletter, kan du springe den kedelige afdækning af langs fodpaneler og loft. Der skal dog stadig dækkes af på gulvet. Spørg i en malerbutik med erfarne folk - de kan hjælpe dig med at finde de rigtige pensler og ruller.  

Kilde: Redaktionen