Nibe er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Dronninglund: påvirket bilist
Lørdag den 19. august ved 21-tiden mistede en mandlig bilist herredømmet over sin bil og påkørte en lygtepæl og en postkasse i venstre side af vejen på Kringelhedevej, 9330 Dronninglund. Politiets patrulje på stedet skønnede, at bilisten var middel til svært påvirket, hvorfor han blev anholdt, visiteret, fik udtaget en blodprøve og blev undersøgt af en læge, før han sluttelig blev anbragt i detentionen.
Aabybro: misbrug af betalingskort
En mand fra Aabybro-området ringede til politiets servicecenter lørdag den 19. august ved 7-tiden og anmeldte, at der var hævet en del penge på hans konto efter, at anmelder havde givet sine bankoplysninger til en ukendt person over telefonen. Servicecenteret vejledte manden i at anmelde og sikrede, at manden havde fået spærret sin bankkonto.
Hele Nordjylland: mange forsøg på svindel
For tiden modtager Nordjyllands Politi rigtig mange opkald hver dag omhandlende forsøg på svindel. Her er et udpluk:
Lørdag den 19. august kl. 09.36 anmeldte en borger fra Aalborg at have fået et opkald, hvor en robotstemme havde præsenteret sig som ”Danish National Police” og oplyst, at der var udstedt en arrestordre på anmelder. Politiets servicecenter vejledte anmelderen om, at der var tale om spoofing og forsøg på svindel.
Lørdag den 19. august kl. 09.54 anmeldte en borger fra Hjørring, at hun havde fået et opkald fra en kvinde, som sagde, at hun var blevet ringet op fra anmelders nummer, hvor en anden og engelsktalende kvinde havde sagt, at hendes cpr.-nummer var blevet misbrugt, og at der var udstedt en arrestordre. Anmelders telefonnummer blev således misbrugt til svindelforsøg.
Samme forhold gjorde sig gældende for en aalborgensisk mand, der lørdag den 19. august kl. 09.57 ringede til politiets servicecenter og anmeldte sit telefonnummer misbrugt. Flere personer havde fået et opkald fra anmelders telefonnummer, selvom anmelder ikke havde ringet til dem. Anmelder var bekymret for, om han ville blive stillet til ansvar, hvis der var personer, som blev svindlet via hans nummer. Servicecenteret vejledte anmelderen.
Lørdag den 19. august kl. 12.38 anmeldte en mand fra Nibe, at han havde fået et opkald, hvor en robotstemme havde sagt på engelsk, at anmelders personlige oplysninger var blevet misbrugt, og at der var en arrestordre på anmelder. Anmelder havde – helt i overensstemmelse med politiets anbefalinger – lagt på. Manden fra Nibe havde således ikke mistet penge eller oplysninger.
Lørdag den 19. august kl. 14.46 ringede en meget bekymret, ældre kvinde fra Fjerritslev til Nordjyllands Politis servicecenter. Kvinden havde tilsyneladende fået en stævning pr. e-mail, som handlede om, at hun skulle have været i besiddelse af børneporno. Servicecenteret beroligede og vejledte kvinden i, at mailen var fup og svindel, og at hun blot skulle slette den.
Søndag den 20. august kl. 21.35 ringede en ældre kvinde fra Sindal til politiets servicecenter, fordi hun nervøs for, om hendes MitID var blevet hacket. Kvinde havde i samme weekend modtaget en sms-besked, hvori der stod, at hendes MitID skulle opdateres. Der var ligeledes et link, som anmelder havde klikket på. Servicecenteret vejledte kvinden om at spærre sit MitID og henvende sig til sin bank for yderligere hjælp.
Mandag den 21. august kl. 15.54 anmeldte en ældre mand fra Nørresundby, at han havde modtaget et link pr. sms, hvori der stod, at han skulle opdatere sine MobilePay-oplysninger. Anmelderen havde indtastet sit navn og sin adresse, men ikke sine kontooplysninger. Herefter blev han ringet op af nummeret 7010 7020, hvor en mand præsenterede sig som ansat i Jyske
Bank. Denne mand oplyste, at der var ved at blive foretaget et køb på anmelders betalingskort i Holland. Anmelder afviste at give ”bankmanden” oplysninger, hvorefter denne afbrød samtalen. Servicecenteret rådede anmelder til at få oprettet en kreditadvarsel og at holde godt øje med sin konto.
Husk det og sig det videre:
- Banker og myndigheder beder dig aldrig om dine koder
- Udlevér aldrig koder eller personlige oplysninger til fremmede
- Stol ikke på telefonnumre. Læg på og ring selv op til den virksomhed, som angiveligt kontakter dig.
https://politi.dk/oekonomisk-svindel-paa-nettet/forebyg-oekonomisk-svindel-paa-nettet/undgaa-misbrug-af-identitets-og-kortoplysninger
Mariagerfjord: færdselsuheld i kryds
Søndag den 20. august kort før kl. 13 skete der et færdselsuheld på Rockwoolvej i Mariagerfjord, 9500 Hobro. Føreren af en personbil holdt stille i et kryds for at orientere sig, inden han kørte ud. Føreren overså imidlertid en bilist, der netop kom kørende på denne vej, og der skete derfor et sammenstød. En af politiets beredskabspatruljer blev sendt til stedet. Heldigvis kom ingen personer til skade i forbindelse med uheldet.Sindal: knoglefund undersøgt
Søndag eftermiddag den 20. august anmeldte en kvinde, at hun ved Lendum, 9870 Sindal, havde fundet noget, der lignede et skelet, herunder en større knogle. Politiets vagtcentral sendte en patrulje og en indsatsleder til stedet. De tog i første omgang billeder af fundet, som blev sendt til en retsmediciner for faglig vurdering. Kort efter var konklusionen, at der var tale om knogler fra en hund. Politiets udsendte forlod derfor stedet igen, da der ikke var yderligere i sagen for politiet.
Hjørring: Kvinde stjal dyrefoder i butikker
Mandag den 21. august ved middagstid observerede personale i to forskellige butikker i Hjørring, at en yngre kvinde tog varer og gik uden at betale for dem. En lokal politipatrulje blev sendt til stedet, og her blev kvinden under visitation fundet i besiddelse af koster fra de to butikker – heriblandt en del forskelligt foder og snacks til katte. Kvinden erkendte forholdene og blev sigtet for tyveri.Dybvad: Tyveri fra varebil
Søndag den 20. august kl. 21.20 blev en af politiets patruljer sendt til 9352 Dybvad i forbindelse med tyveri fra en varebil. Bilens ruder var knust, skydedøren var opbrudt med ukendt værktøj, og varebilen var gennemrodet. Der var ud over værktøj og GPS-udstyr fra bilen også stjålet en minicrosser parkeret tæt ved varebilen, og så var alle hjul med fælge afmonteret og fjernet fra varebilen. Politiets patrulje sikrede spor på gerningsstedet.
Har du set noget? Kontakt politiet på 114.
Saltum: indbrud i fritidshus
I tidsrummet søndag den 20. august kl. 20.30-21.30 blev der begået indbrud i et fritidshus i Faarup Klit i 9493 Saltum. En halvdør var blevet opbrudt, formentlig med et koben, og stedet var gennemrodet. Der var blevet stjålet en Nike windbreaker-jakke, kvinde-model, og en ældre hvid Panthella-lampe. En patrulje blev sendt til stedet for at lave en gerningsstedsundersøgelse og tale med de forurettede.Har du set noget? Kontakt politiet på 114.
Der er fire områder, du skal have fokus på, når du vil undgå indbrud:
- Sikring af døre og vinduer og solide låse er den bedste måde at holde tyven ude på. Se på din bolig med tyvens øjne, så du finder de svage steder. Det er dem, du skal starte med at sikre.
- Nabohjælp. Hent Nabohjælps app og bliv en aktiv nabohjælper. Ved at danne et netværk med dine naboer, kan I gøre jeres område trygt og fri for indbrud.
- Hæk og hegn. Sørg for at hæk, hegn og buskads ikke kan være et skjul for en tyv. Naturlige overvågning fra naboer og folk, der går forbi på fortovet, er et godt supplement til sikre døre, vinduer og Nabohjælp.
- Lys. Timerstyret indendørslys og sensorstyret udendørslys kan supplere indbrudssikre døre og vinduer og Nabohjælp.
Nørresundby: Bilist påvirket af stoffer
Tirsdag den 22. august kl. 00.32 standsede en af politiets patruljer en 23-årig mandlig bilist ved et rutinetjek på Vesterbrogade i Nørresundby. Den unge mand viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer og havde ej heller førerret til køretøjet. Han blev derfor anholdt og sigtet for forholdene.
Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme, som hvis du kørte spirituskørsel med 1,21 promille:
- Du får frakendt dit kørekort ubetinget i 3 år
- Du får en bøde
- Du skal gennemføre et kursus i Alkohol, Narko og Trafik. Kurset varer samlet set 12 timer og koster 3.200 kr.
Følg Nordjyllands Politi på
X @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til en hver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner